Tilmelding til hjælpere

Vi glæder os til at byde dig og 800 børn og unge velkommen på Tydal Jamborette 2024, Dansk Spejderkorps Sydslesvigs fedeste lejr. Og, vi glæder os over at du har lyst til at være med til at skabe lejren! Har du spørgsmål er du velkomen til at skrive til info@jamborette.de.

Som hjælper på Jamborette 2024 skal det være sjovt at lave lejr. Du bliver en del af det større fællesskab, som gør en stor forskel for hele lejren. Derfor vil der op til og under lejren være forskellige arrangementer og tiltag, for at alle føler sig som en del af fællesskabet og får en oplevelse af personlig udvikling i forbindelse med lejren. Det kan f.eks. være kurser inden lejren, forskellige sociale arrangementer og aktiviteter målrettet hjælpere under lejren.

Sådan tilmelder du dig

Den endelige tilmelding for hjælper åbner snart. Du kan stadig forhåndstilmelde dig her: Forhåndstilmelding. Når du har tilmeldt dig vil du få en automatisk bekræftelsesmail, her har du mulighed for at tjekke dine indtastede oplysninger.

Du skal have en fast aftale med et udvalg under Tydal Jamborette 2024 for at kunne tilmelde dig. Du kan melde dig frivillig ved at udfylde formularen her.

Vil du tilmelde din gruppe? Læs mere om tilmelding af din gruppe her.

Hvad inkluderer prisen?

Hjælpere betaler en reduceret deltagerpris på 110€. Hjælpere der ønsker at deltage i færre dage betaler 20€ per overnatning. Prisen dækker kost og logi. Børn under 4 år betaler ikke.

Frivillige der ikke bor på lejren

Frivillige på Tydal Jamborette 2024, som ønsker at bo udenfor lejrpladsområdet, skal ikke betale for at deltage. Vær dog opmærksom på at man selv skal stå for forplejning, så husk at medbringe en madpakke.

Overnatning i indendørs værelse

Der er mulighed for at booke et indendørs værelse til overnatning under lejren. Dette er forbeholdt dem der har et specifikt behov. Bookningen foregår via den endelige tilmelding. Værelsesfordelingen er først til mølle.